ANGLI UNIKA – en samtalesalon om Herning-skjorten
Onsdag den 10. juni kl. 17–18 inviterer vi til Samtalesalon i Højhuset, hvor designer Jens Damgaard Laugesen og Lotte Korshøj sætter sig i stolen og folder historien ud om ANGLI-arven og det nye projekt ANGLI UNIKA.
Der er nemlig nok at tale om. I anledning af Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museums 50-års jubilæum har museet indgået et spændende samarbejde om den ikoniske Angli-skjorte, som Aage Damgaard i sin tid satte i produktion. Hvad sker der, når en klassiker får nyt liv gennem kunst, design og unge talenter? Det er netop det spørgsmål, ANGLI UNIKA undersøger.
Undervejs viser vi en kort film om projektet, og i foyeren kan du gå på opdagelse i en VIA-studenterudstilling, hvor skjorter og idéer hænger side om side på bøjler – klar til at blive set, mærket og måske diskuteret og vurderet.
Som en lille forsmag på udstillingen på museet bliver også den berømte XXL-ANGLI-skjorte præsenteret på scenen sammen med udvalgte designs fra projektet.
I projektet har Jens Damgaard Laugesen genfortolket den klassiske ANGLI-skjorte gennem sin hybride designmetode. Skjorten bliver opløst og genopbygget i nye former, hvor fragmenter mødes på tværs af funktion og udtryk. Samtidig forholder arbejdet sig til hans egen familiære tilknytning til Damgaard-navnet og ANGLI-avantgarden på Carl Henning Petersen og Else Alfelt Museet.
Kort sagt: En time med designhistorie, nye perspektiver og gode fortællinger fra dengang, der stod ANGLI i nakken på mange herningensere.
